Naturpleje

Naturpleje og fåreavl på Brolund

Fårene på Brolund

På Brolund har vi gotlandske pelsfår, dog også et par får som er krydsninger med Texelracen. Vi har lige nu vædderen Bertil samt 6 moderfår, som læmmer i april og som regel får to lam hver. De græsser sommeren over og lammene slagtes i efteråret. Både kødet, ulden og skindene udnyttes. Det er vigtigt for os, at foderet er lokalt produceres, så vi holder fast i en bæredygtig produktion.

Vi sælger vores egne lammeskind

De gotlandske pelsfårs særkende er den flotte grå og krøllede pels. Vores lam pelsmønstres sidst på sommeren, for at sikre en god avl med smukke skind og godt kød. Efter slagtning saltes skindene grundigt, hvorefter de sendes til garveriet Tranås i Sverige. Skindene er meget smukke og holdbare og har mange anvendelsesmuligheder. Mange er ret meget fan af, at skindene kan vaskes og tørretumbles, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi viser gerne vores skind frem og fortæller mere om produktion, kvaliteter og frem for alt lader vores gæster få fingre i de bløde lokker. Vi sælger skind til priser, som afhænger af kvalitet og størrelse, men det ligger mellem 1000 – 2500 kr.

Gotlænderens uld

Fårene klippes omkring september og sommerulden sælges videre gennem Gotlænderforeningen til Hjelholts Uldspinderi og spindes til garn med den karakteristiske silkeagtige glans. Fårene klippes desuden 4 – 6 uger før læmning, dvs. midt februar. Vinterulden bruges til produktion af Glerups uldsko.

Arbejdet med naturpleje på Brolund

Naturplejen af de fredede arealer ned til Gudenåen er en vigtig del af hverdagen her på Brolund. Markerne holdes afgræsset således, at naturtypen bevares som eng, hvor der er plads til agerhøns, fasaner, harer, foruden lærker, bekkasiner og viber.

Som mange ved, er det også en til tider våd eng, når Gudenåen i efterår- og vinterperioder går over sine breder. Derfor må vi tage flere ”midler” i brug.

Vores Gotlandske pelsfår afgræsser engen, men de bryder sig ikke meget om sivene eller at få våde ”fødder”. Her kommer vores to Shetlandspony Freja og Fjordhesten Frigg ind i billedet. De går gerne ud hvor der er vådt og snupper sivskuddene.

Når dyrene har taget, hvad de kan, må vi til sidst klippe sivtuer ned med en klipper beregnet til vådområder. Så naturpleje er fast arbejde her på Brolund, men det er med til at give de bedste forhold for biodiversiteten.

I vinterhalvåret, hvor engen er våd, har vi masser af liv af ænder, svaner, gæs, fiskehejrer m.fl. Man kan også være heldig at opleve fantastisk smukke ”forestillinger”, når stæreflokke danner sort sol i solnedgangen over åen.